Kære medlemmer!
Vi ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
Hvis vi ser overordnet på situationen i vort område, er udsigterne gode. Tunnelbyggeriet giver fuld beskæftigelse, huspriserne stiger, der er udsigt til nærsygehuse, vi får flyttet funktioner til Sundhedscentrene, om end det går langsomt.
Kradser vi lidt i overfladen ser vi stadig alvorlige problemer med vore svage og vore ældre borgeres vilkår.
Vore nytårsønsker må gå på, at nye byråd og regionsråd vil tilgodese denne gruppe.
Vi håber, at vi trods coronaens opblomstring må mødes med vore kære i jule- og nytårsdagene.
Privat kørsel til efterbehandlinger mv.
Det har vist sig, at Region Sjællands administration af kørselsafregninger afviger fra lovgivningen. Præhospital Center går derfor tilbage til de gamle regler og man genbehandler de gamle forkerte afregninger.
Vaccination og test på Vestlolland.
Vi har haft mange henvendelser om den ringe dækning på Vestlolland og har i flere omgange bedt Region Sjælland rette op på forholdene. De lytter, så kritikken nytter, men det går langsomt.
Flextrafik.
Der breder sig en opfattelse af, at flextrafik ikke benytter Langelandsfærgerne, når vore borgere skal til behandling på sygehuse i Odense og Århus. Regionen arbejder nu efter vor henvendelse på at få lavet en aftale med rederiet (Mols-Linjen).
Gigtmedicin.
Patienterne skal nu igen efter ophævelse af Coronarestriktioner hente medicinen på fx Køge Sygehus. Det skaber helt groteske situationer, når en patient pga. sygdom ikke kan nå frem. Man må tilbage til, at medicinen kan sendes med fx Post Nord.
NÆRSAMFUND december 2021
John Povlsen