Vi kan med rette være stolte af planen Nakskov 2030, men en strålende plan for byudvikling kan ikke stå alene. Vi må også have en plan for udvikling af erhvervslivet. Lad os overveje, hvad man gør andre steder. I Odense har man stor succes med en samlet indsats om robotter, i Københavnsområdet har man med bragende succes valgt at satse på bio-tek.
Med Nakskov 2030 ændrer vi befolkningens selvopfattelse og selvværd, så vi får borgerne til at udtrykke, hvad de gerne vil i stedet for, hvad de ikke vil. Og hvad vil vi så gerne: Vi vil gerne være noget særligt. Det noget særligt kan være meget. Det kunne være nordisk centrum for innovativt landbrug – det kunne være Danmarks turistmekka.
Vi kan som eksempel vælge, at Lolland skal være Danmarks klimaværksted – det vil jeg gerne, og det tror jeg såmænd også, at Lolland vil. Hvordan bliver vi det? Er vi ikke allerede det?
Sidste spørgsmål må besvares med et klart nej. Klimaværkstedet skal nemlig omfatte én eller helst flere uddannelser på flere niveauer strækkende sig frem til forskning. Klimaværkstedet skal rumme en kravlegård – hvor nye virksomheder kan træde deres første spæde skridt, indtil de kan modstå den første blæst på verdensmarkedet. Klimaværkstedet skal rumme virksomhedsklynger, hvor virksomhederne inspirerer og støtter hinanden.
Et skridt kunne være at samle firmaer, der kunne være interesseret i udviklingsarbejde. (Vestas MHI, Alfa Laval, Ørsted osv.) og spørge ind til deres ønsker til kompetencer hos nuværende og kommende medarbejdere. Et nødvendigt skridt vil være at trække HOFOR og Andel ind i projektet, da det vil have stor symbolsk værdi for vor befolkning, at disse firmaer faciliterer en del af processen. Et eller flere universiteter – DTU/Roskilde/Syddansk Universitetscenter – skal med som partnere, ligesom vi skal prøve at involvere vore ungdomsuddannelser i en uddannelse til klimaassistent. Campus Nakskov burde kunne rumme en sådan uddannelse.
Vi tror i Nærsamfund på, at Lolland kan, og vi håber, at vore borgere på Lollands nu har viljen til at gennemløbe en sådan udvikling. Vi ved, at der kommer en GAS-ledning til Lolland indenfor de nærmeste år, og vi hører, at vor lokale afdeling af Dansk Arbejdsgiverforening ønsker at benytte gasledningen til at lede forædlet vind- og solenergi tilbage til industri Danmark. Vi har altså vor tids største chance for at få vidensarbejdspladser til Lolland. Vi bliver attraktive – også for børnefamilier. Vi må alle stå sammen, så vi sikrer denne udvikling. Det er nu det sner!
Mange hilsner
John Povlsen
Foreningen Nærsamfund