Vi kan fredag d. 6. juni læse i Folketidende at Dannemareforeningen Kulturroen frygter at blive hjemløs. Baggrunden er, at foreningen har sine aktiviteter på Dannelunde Skole, som nu er nedlagt. Foreningen foreslås af Lolland Kommune at rykke sine aktiviteter til Maribo eller Nakskov, men det kan og vil foreningen af mange forskellige letforståelige grunde ikke.
Ved seneste kommunalreform blev kommunerne så store, at afstanden i km og i ånd mellem såvel politikere og borgere som den kommunale administration og borgerne blev øget væsentligt – mange vil mene uacceptabelt meget. Vi mener i Nærsamfund, at det bør betyde civilsamfundets magt øges, da det er her ideerne findes og det er her viljen til at udvikle lokalsamfundet og kommunen findes. Det er på Vestlolland velkendt, at specielt Horslunde og Dannemare med omegn har haft meget aktive civilsamfund. Vi mener, at civilsamfundet nu er truet i Dannemare.
Det er kuriøst at vide, at Lolland Kommune er meget aktiv i foreningen ’Et Danmark i Balance’, hvis hovedsag er styrkelse af landets udkantsområder, samtidig med at det for samme kommune kniber med at imødekomme selv beskedne ønsker fra sin egen udkant.
Nærsamfund mener, at Dannemare områdets borgere og ildsjæle selvfølgelig skal gives mulighed for at mødes lokalt. Dannemareområdet skal kunne leve, opleve og overleve.

På vegne af bestyrelsen for NÆRSAMFUND

John Povlsen.