Vedtægter for Foreningen Nærsamfund

Marts 2006

§ 1
Foreningens navn er ” NÆRSAMFUND”

§ 2
Foreningens overordnede formål er at imødegå de centraliseringer, der forringer borgernes offentlige service.

Stk. 2.
Foreningen vil arbejde aktivt for at styrke indsatsen på sundheds- og sygehusområdet i nærsamfundet.

Stk. 3.
Foreningen vil arbejde aktivt for at modvirke forringelser på kultur- og uddannelsesområdet, som ensidigt vil ramme geografiske yderområder og andre lokalsamfund.
Foreningen vil arbejde aktivt for at bevare arbejdspladser i yderområderne.

Stk. 4.
Foreningen er uafhængig af partipolitiske interesser.

§ 3
Som medlemmer af foreningen kan optages enkeltpersoner, firmaer og institutioner.

§ 4
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen.

Stk. 2.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned.
Generalforsamlingen indkaldes med mindst 3 ugers varsel ved annoncering i den lokale dagspresse eller ved skriftlig indkaldelse af foreningens medlemmer.

Stk. 3.
Stemmeret på generalforsamlingen har ethvert medlem, der har betalt kontingent.

Stk. 4.
Der kan ikke ved noget valg stemmes ved fuldmagt.

Stk. 5.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når mindst 10 % af foreningens medlemmer skriftligt indgiver anmodning herom til bestyrelsen med angivelse af dagsorden.
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling sker efter de samme regler som for den ordinære generalforsamling.

Stk. 6.
Ekstraordinær generalforsamling skal finde sted senest 5 uger efter begæringens modtagelse.

Stk. 7.
Bestyrelsen kan til enhver tid indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

§ 5
Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Foreningens midler hensættes på konto i pengeinstitut.

Stk. 2.
For at kunne disponere over kontoens indestående kræves kassererens og formandens underskrifter eller i sidstnævntes fravær næstformandens.

Stk. 3.
Foreningens midler forvaltes af den valgte bestyrelse.
Midlerne må kun anvendes i overensstemmelse med formålsparagraffen.

§ 6
På den ordinære generalforsamling skal dagsordenen indeholde følgende:
Valg af dirigent.
Bestyrelsens beretning.
Forelæggelse af det reviderede regnskab.
Fastsættelse af kontingent for det kommende regnskabsår.
Behandling af indkomne forslag.
Valg: a. bestyrelsesmedlemmer.
b. 2 bestyrelsessuppleanter.
c. 2 revisorer.
d. 1 revisorsuppleant.
Eventuelt.

Stk. 2.
Valg til bestyrelsen skal ske skriftligt, såfremt et medlem ønsker det.

Stk. 3.
Bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen. Efter tur afgår halvdelen hvert år. Første gang ved lodtrækning. Genvalg kan finde sted.

Stk. 4.
Revisorer vælges for en etårig periode. Genvalg kan finde sted.

Stk. 5.
Suppleanter vælges på samme måde som bestyrelsen.

Stk. 6.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen.

Stk. 7.
Alle beslutninger på generalforsamlingen træffes, hvor andet ikke er foreskrevet, ved almindeligt simpelt stemmeflertal blandt de på afstemnings-tidspunktet tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer.

§ 7
Foreningen ledes af en bestyrelse på 7-9 medlemmer, som vælges af den ordinære generalforsamling.
Flertallet af bestyrelsesmedlemmerne skal være bosiddende i Lolland kommune.

Stk. 2.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær.
Bestyrelsen kan tilforordne sagkyndige.

Stk. 3.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er tilstede.
Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 4.
Bestyrelsen indkaldes så ofte, som formanden finder det nødvendigt, men skal indkaldes, når bestyrelsen forlanger det.
Der afholdes mindst 2 årlige bestyrelsesmøder, og i øvrigt som formanden finder det nødvendigt.

§ 8
Ændringer af vedtægter kan kun ske på en generalforsamling, såfremt forslag herom er optaget på dagsordenen, og når mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for ændringen.

Stk. 2.
Til beslutning om opløsning af foreningen kræves, at punktet er optaget på dagsordenen for generalforsamlingen, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for opløsning, og at denne beslutning bekræftes ved almindeligt stemmeflertal på en ekstraordinær generalforsamling, der afholdes senest 5 uger efter vedtagelsen på den første generalforsamling.

Stk. 3.
I tilfælde af  foreningens opløsning tilfalder dens nettoformue et eller flere formål i overensstemmelse med formålsparagraffen – efter generalforsamlingens beslutning.

Vedtaget på generalforsamlingen den 20. Marts 2006.